Pris til børnenes kulturprinsesse
Biblioteks- og Kulturforeningen i Region Midtjyllands Kulturpris går i år til Birgit Krøijer, centerchef ved ”Kulturprinsen – Børnekulturens udviklingscenter”. Prisen overrækkes på foreningens generalforsamling d. 19. februar. 2008, og med prisen følger en check på 10.000 kr.
”Formålet med prisen er at fremme kulturelle og biblioteksmæssige initiativer i regionen”, fortæller Flemming Knudsen, formand for Biblioteks- og Kulturforeningen i Region Midtjylland. ”Når vi uddeler prisen, lægger vi vægt på, at modtageren har tænkt i innovative og inspirerende baner”. Der var seks nominerede til prisen, der i år går til en kvinde, der har ydet en stor indsats for børnekulturen. Flemming Knudsen siger om valget af Birgit Krøijer:
”De 6 nominerede til prisen var alle værdige til at modtage prisen, men bestyrelsen var enig om, at Birgit Krøijers kreative og spændende projekt er til stor inspiration for andre biblioteker i regionen.
Det er vigtigt, at interessen for biblioteket fastholdes hos de unge, så bibliotekerne kan skabe oplevelser og medvirke til livslang læring”.
Inspirerende igangsætter og drivkraft
I sit job som centerchef ved ”Kulturprinsen” har Birgit Krøijer ansvaret for at udvikle kulturtilbud til børn og unge. Hun arbejder løbende på at skabe ny viden og nye metoder til at formidle kultur til denne gruppe, bl.a. har hun været projektleder for Viborg Kommunes projekt ”Kulturfrø”, hvor Børneforvaltningen og Kulturforvaltningen samarbejder om at sikre alsidige kulturelle oplevelser for børn og unge samt øge mulighederne for at børn kan være skabende aktører i kulturelle tilbud.
Lars Munkøe, kulturchef ved Viborg Kommune, har indstillet Birgit Krøijer til prisen, og han fortæller historien om en modig kollega, der tør prøve nye ting af: ”Birgit har på fremragende vis været igangsætter og drivkraft for en lang række nytænkende projekter – både lokale og regionale. Hun har ved en kæmpe arbejdsindsats, omfattende netværk og gode evner til at skaffe eksterne midler sikret gennemførsel af mange spændende planer”. Han peger desuden på, at hun er god til at have mange bolde i luften og bevare det kølige overblik. ”Det er måske derfor tingene som oftest lykkes så flot for hende”, konstaterer han.
”Husk nu børnene”
Birgit Krøijer har gennem hele sin karriere haft en stærk tilknytning til børnene – lige fra hun startede som børnebibliotekar i 1971 til i dag. Lars Munkøe fremhæver hendes evne til at gå i børnehøjde: ”Birgit hører børnenes stemme – og hun er altid villig til at tale børnenes sag, hvis der er risiko for, at de skulle blive overset. I Birgit har børnene en god ambassadør”.
Du skal være medlem af Netvaerket for at tilføje kommentarer!
Join Netvaerket