
Siden efteråret har en lille gruppe fra Skanderborg Kommunes Biblioteker arbejdet med at forberede et forløb med 23 ting for kollegerne.
Startskuddet lød til et fælles personalemøde i december, og her i begyndelsen af det nye år gik vi for alvor i gang. Praktisk alle deltager i projektet, som forventes afsluttet med en overraskelse lige inden sommerferien – og hva´ mon overraskelsen er?
Først skridt af de 23 hed oprettelse af gmail, blog og blogspot.
I Ry har min kollega Karen og jeg lavet en lille tirsdagsgruppe, hvor vi hver for sig men dog med assistance fra hinanden laver opgaverne.
Vi fik hurtigt oprettet gmailen – ingen problem i det – og det samme med bloggen. Her var største udfordring at finde et navn til bloggen, fordi vi gerne ville finde noget, som bare var en anelse bemærkelsesværdigt.
Vi måtte have ordbogen i brug og var igennem mange ord og grin, inden vi til sidst nåede frem til Karens Karaffel og Grimstrups Grammofon – og her skal der ikke nævnes ét eneste ord om sammenhængen mellem grammofonen og min fars velkendte holdning til min talestrøm!
Jeg må sige, at det er sjovt at blogge, og at man bare bliver grebet af det. Jeg må også indrømme, at der har sneget et par private informationer ind; det er svært at holde sig til de barske facts med de 23 ting, når man først har fået gang i tastaturet – og tilmed har lært at sætte billeder ind!
Et eller andet nyt lærer man også om sine kolleger, når man kigger på vores blogge; hvem vidste for eksempel at Jessica på Galten Bibliotek tager de flotteste billeder, at Karina på Skanderborg Bibliotek er en ihærdig løber, og at Gunna på Hørning Bibliotek godt kan lide at lytte til Lisa Ekdahl og Bo Kaspers orkester?!
Ugen efter stod den på personlig startside på Google, og det gik også nemt nok. Jeg fik hurtigt min side til at se fin og brugbar ud. Jeg syntes nu alligevel at der manglede noget, så jeg fandt et par gadgets med naturbilleder og bibelcitater - så er der da lidt at vælge imellem!
Heldigvis har vi opsamlingsuge i denne uge for jeg er kommet lidt bagefter. I morgen skal Karen og jeg på den igen med chat, RSS-feeds og nyhedslæsere.
Vi må hellere klø på, for i uge 16 venter en præmie til de, som har gennemført 1. etape af de 23 ting – og det glæder vi os til!
Alle er velkomne til at følge min videre færden på http://tinagrimstrup.blogspot.com/.
Welcome to
Netvaerket
Meld dig til
eller Log ind
© 2012 Created by ITK Kommunikation, Århus Kommunes Biblioteker.
Du skal være medlem af Netvaerket for at tilføje kommentarer!
Join Netvaerket